DAOS inviterer i samarbejde med Aarhus Musikskole til violinkursus den 16.-17. september 2023 på Aarhus Musikskole, Vester Allé 3, 8000 Aarhus.
Kristoffer Dolatko, der bl.a. underviser på Syddansk Musikkonservatorium og Aarhus Musikskole, og har en baggrund i Aalborg Symfoniorkester, og Peter Steensgaard fra Aarhus Symfoniorkester samt prisvinder ved Øresundssolist 2009, vil være instruktører på dette kursus, der er et tilbud til violinister i alle aldre, både musikskoleelever med et par års undervisning bag sig og amatørmusikere, der har spillet i masser af år.
De to dages violinkursus vil blive tilrettelagt med et varieret program, der både indeholder violinsammenspil for alle aldre samt undervisning i afslapning (i spillet), intonation, rytme, tempo og klang. Der vil også være mulighed for at spille en passage fra en orkesterstemme eller kammermusikstemme til en mini-masterclass, hvor du bagefter får instruktion og gode råd af instruktørerne. De øvrige deltagere i kurset er tilhørere og får på den måde stort udbytte af at overvære masterclassen.
Kurset afsluttes med en lille intern koncert for hinanden og hvem der nu måtte komme af pårørende.
Instruktørerne kontakter dig, når kurset nærmer sig, vedrørende noder og dit spilleniveau. Du må også gerne fortælle lidt om dig selv, f.eks. hvor længe du har spillet, og hvem du er blevet undervist af.
Violinkurset har plads til 20 violinister, så gå ikke glip af denne begivenhed.
Deltagerprisen er 400 kr. for voksne og 150 kr. for unge under 25, og man skal selv medbringe frokost. Evt. rejse og overnatning er for deltagernes egen regning. Der ydes en rabat på 50 kr. for personlige medlemmer af DAOS.
Download information om kurset her.
Tilmeld dig via dette link: https://daosmedlemmer.e-medlem.dk/event/details/i25
(OBS!!! Først tilmelder man sig via DAOS' medlemsdatabase, derefter får en et link til betalingssitet, hvor man skal udfylde nogle af de samme oplysninger.)
Kristoffer Dolatko Peter Steensgaard