sommerheader.img

Prokofiev: Symfoni nr. 1

Sergei Prokofiev (1891-1953)

Symfoni nr. 1, "Klassisk Symfoni"

Af Peer Kjær Andersen

Prokofiev skrev sin første symfoni i sommeren 1917.
Mens han var elev i Tjerepnins komponistklasse, kom Haydns kompositionsteknik til at stå særligt klart for ham. I et brev skriver han: ”Hvis Haydn havde levet i dag, tænkte jeg, ville han have bibeholdt sin måde at skrive på og samtidig have overtaget noget af det nye. En sådan symfoni ville jeg skrive – en symfoni i klassisk stil.”

Det kunne lyde som opskriften på en pastiche, men tonesproget er helt Prokofievs eget. Det arkaiserende ligger for en stor del i den meget reducerede orkesterbesætning og de enkle, iørefaldende temaer. De harmoniske forløb er tilsyneladende enkle, omend komponisten ofte introducerer nogle overraskende skift.

Med sin tilbagevenden til klassiske former er værket typisk for den periode i musikhistorien, der er kendt som neoklassicisme, en stilart, som også Stravinsky repræsenterede bl.a. med suiten Pulcinella. Den klassiske symfoni blev Prokovievs mest yndede orkesterværk, og den har bevaret sin friskhed og umiddelbarhed. Den er simpelthen en perle.

Hør symfonien her.