sommerheader.img

Gipps: Symfoni nr. 4

Ruth Gipps (1921-99)

Symfoni nr. 4
Sommerstævnet 2026 orkester A

af Peer Kjær Andersen

Den engelske komponist Ruth Gipps blev født i 1921. Hun studerede ved Royal College of Music, hvor hun bl.a. havde Ralph Vaughan Williams som lærer. Hun blev også en af de første kvindelige dirigenter og var kendt som en glimrende pianist, indtil en skade satte en stopper for hendes karriere.
I dag er hun mest kendt for sine kompositioner, hvoraf de vigtigste er en række symfonier, en klaverkoncert, en koncert for violin og orkester samt en del kammermusik. Hun har længe været i glemmebogen, men efter hendes død i 1999 er en del af hendes musik blevet indspillet, og hun regnes nu blandt de betydeligste engelske komponister i det tyvende århundrede.

Hendes musik er holdt inden for tonale rammer og er overvejende lyrisk. Den er nært beslægtet med Sibelius’ og Vaughan Williams’ værker, men har dog helt sin egen karakter. Den fjerde symfoni er et af hendes mest udtryksfulde kompositioner. Den er skrevet i 1972, har fire satser i den traditionelle rækkefølge og varer en god halv time.  Det er et varmt og lyrisk værk, fuldt af naturskildringer og præget af optimisme og indre balance og fuldt af den velklang, der er så karakteristisk for engelske komponister i 20. årh.

 Hør symfonien her.